Jeg drømte mig en drøm i nat.

Om tiden - Verdensånden - og samvittigheden.

Min gamle ven Eduard, som jeg ikke har set i mange år, har sendt mig en invitation til en stor fest. På invitationen er der et mystisk billede. En genstand af gyldne maskindele ligger i en aflang sort kasse.

Festen bliver holdt i festsalen på en stor skole. Inden festen begynder, skal vi gå en tur, besøge et marked og købe mad ind til festen. Vi skal selv sætte menuen sammen.

Da jeg ankommer, er der allerede kommet en del mennesker. Der står også en soldatertrup. Da alle er kommet, bliver vi delt ind i grupper. Jeg bliver valgt som formand for den gruppe, jeg er havnet i. Nu har jeg fået indflydelse og forsøger at overbevise mine gruppemedlemmer om, at vi for vore børns fremtid bør tænke alternativ og vælge økologiske råvarer.

På markedet får jeg så at vide, at festkomiteen har bestemt - hvis man køber økologiske varer, skal man selv betale meromkostningen. Nu forsøger jeg at få et flertal til at støtte mig. Men det lykkes ikke - efter forhandling med komiteen betaler jeg så merbeløbet.

Så er det aften - og vi skal klædes om til festen. Da jeg kommer ind i skolens badeværelse bliver jeg overrasket over, de dårlige forhold, man byder børnene her. Alt er gammelt og ramponeret - flere af vandhanerne løber - eller løber slet ikke. Fra en af brusekabinerne løber der sæbevand ud. Der bliver brugt alt for meget sæbe. Jeg tænker, hvorfor lærer børnene ikke om ting i hverdagen, så de får en forståelse for, at alting hænger sammen - for deres egen og klodens overlevelses skyld.

Så står jeg i festsalen sammen med de andre gæster. Højt oppe under loftet på scenen ser jeg så billedet fra indbydelseskortet. D.v.s. - nu er det ikke et billede, men en rigtig kasse med genstanden i. På scenen står en masse festklædte politikere. Nu kommer der en ingeniør fra Forsvarsakademiet og holder en tale. Han fortæller, at man har fremstillet et fantastisk våben - lille og handy - med en stor effekt - det virker som en stor bombe. Derefter takker en politiker for den fine fremlæggelse. De soldater jeg så, da jeg ankom, bliver nu bedt om at komme op på scenen. De bliver rost for, at de vil gå i krig for Israel og bruge disse våben. Folk klapper og jeg begynder at stortude.

Min gamle ven Eduard synes, det er pinligt, tager mig hårdt i armen og fører mig ud af salen.

Udenfor ligger mit tøj. Af arrigskab kommer han til at træde på mine briller, så de går i stykker.