Etik Dyrevelfærd og Samvittigheden

Operation X, et forbrugerorienteret fjernsynsprogram med oplysninger om, hvilken kvalitet varerne har i forhold til deres pris, har vist en udsendelse om kyllingefileters vandindhold "De pumpede Kyllinger". I denne forbindelse kunne seeren få et indblik i varens tilblivelse fra hønsehus til bord. D.v.s. et hønsehus har kyllingerne aldrig set. For mig at se begynder kyllingernes liv i et torturkammer og for de fleste ender livet også der.
Det er ikke naturen, men videnskaben, der er indblandet i kyllingernes eksistens. Man har genmanipuleret fostrene, så man hurtig og effektiv kan dele dem i egnede og uegnede. Forskellen er "kønsvisende" farver - hunnerne er gule, hannerne brune. Hannerne er de uegnede og dermed dømt til at blive gasset. Alle hunnerne bliver hængt på et roterende samlebånd, vaccineret og fyldt i kasser, tæt stuvet sammen, som bliver stablet ovenpå hinanden. 60 procent bliver til burhøns og får et kummerligt liv i små bure, siddende tæt sammen med andre på trådnet - uden nogensinde at se dagslys i deres etårige liv. Så kommer "Chickpulpmaskinen" og gør en ende på deres liv ved kvælning med kuldioxyd - hvorefter kyllingerne kører videre på et transportbånd til en kødhakker, som producerer minkfoder.
Da journalisten spurgte, om dyrene kunne mærke noget, sagde producenten, at alle produktionsformer er godkendt (som senere i udsendelsen blev bekræftet af formanden for Etisk Råd) og at det er et følelsesmæssigt spørgsmål om man kan lide det.
Det er uhensigtsmæssigt at vise medfølelse for produktionsdyr i et industrisamfund, hvor konkurrence, effektivitet og kapitalforøgelse har høj prioritet. Og da ordet samvittighed er udgået af sproget de senere år, er der kun ganske få idealistiske organisationer, der taler dyrenes sag.
Når neurobiologien som "ny religion" frakender mennesket en sjæl og dermed forkaster hele det grundlag, vores etiske udvikling hviler på i europæisk kultur siden oldtiden, får vi et problem i forhold til vores medskabninger. Vi begynder at betragte dem som rene forbrugsvarer, som det er tilladt at påføre smerter. Da vi selv har afskåret os fra medfølelse og samvittighed, stiller vi os ikke engang det spørgsmål, om det i sidste instans ikke er os selv vi skader.
En lille solstrålehistorie fra min egen verden. For 13 år siden blev en nyudklækket fugleunge taget ud af sin rede af en rovfugl, fløjet til Odense fra Glamsbjerg og tabt i min have. Her sad katten Roberta på lur, fik øje på den nøgne fugl og proppede den i munden. Fuglen skræppede i panisk rædsel, men var uskadt, da jeg fjernede den fra kattens gab. Fuglen blev sat i et fuglebur og begyndte at vokse, fik en smuk blåsort fjerdragt og en stolt hanekam. Kylle var meget renlig, brød sig ikke om lugtende hønsemøg i sit bur (hævnede sig ved at hakke mig i foden) og han elskede at sidde i sofaen ved siden af kattene og se fjernsyn sammen med os. Desværre fik vi et problem, da han af lutter livsglæde begyndte at gale om morgenen. Heldigvis fandt vi ud af, hvor han kom fra. Vi mindes stadig med glæde de timer, vi har tilbragt i Kylles selskab.
Det undrer mig, når mennesker udtrykker irritation over vindens susen i møllevinger, kirkeklokkers kimen til gudstjeneste og hanegal ved daggry. Jeg har på fornemmelsen, at det er en fortælling om menneskers stressede hverdag med mange indtryk, der genspejler en indre tilstand af manglende harmoni. Hvordan kan vi genoprette balancen mellem natur og kultur?